Henvendelse til Aarhus Stiftstidende

Att: Redaktionen, Aarhus Stiftstidende
Vi, dvs. Grundejerforeningen Vængerne, er i lighed med andre 900 veje af Århus Kommune blevet pålagt at tage ejerskab over veje, stier og kloakker i vores område, – en såkaldt ”harmonisering”. Grundejerforeningen dækker Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget i Tranbjerg med tilsammen 535 parceller.

Samtlige parceller modtog den 31. januar i år fra Århus Kommune en tilstandsrapport over vores veje, stier og kloakker. En rapport med en konklusion, som vi bestemt ikke er enig i. Derfor indkaldte vi fluks til en ekstraordinær generalforsamling. Her besluttede en enig forsamling at give bestyrelsen bemyndigelse til at entrere med et uvildigt firma til afdækning af vejenes, fortovenes og kloakkernes aktuelle tilstand.

Valget faldt på Rambøll, der udfærdigede en rapport i samarbejde med underleverandører. Denne sendte vi inden høringsfristens udløb til Århus Kommune. Rapporten var fyldestgørende, hvilket kommunens ikke kan siges at være, men vi fik ingen respons. Derfor forsøgte vi gentagne gange at få sagsbehandleren i tale for at udbede os et møde. Da det endelig lykkedes, blev ønsket om et møde afslået. Dette, syntes vi, var ganske urimeligt. I frustration sendte vi en E-mail til rådmand og direktør for MTM. Fire timer senere svarede sagsbehandleren os med tilbud om et møde.

Mødet, hvori også Rambøll deltog, med tre kommunale embedsmænd bekræftede blot vores frygt. De var meget lidt lydhøre, især i forhold til kloaksystemet. Nu må vi så afvente kommunens endelige tilstandsrapport og derefter forholde os til denne. Men vi gruer for den!

Vores konklusion: Kommunen overleverer kommunens veje til private, – udelukkende for at spare penge. Heldigvis har vi så en grundejerforening. Stakkels de grundejere, som står alene med det store problem. Kommunen giver 5 års garanti på veje og kloakker, og netop kloakkerne har vi haft kamerainspektion på. Derfor ved vi, at en del kloaksamlinger er forskudte, så vejene på sigt bliver undermineret ved større regnskyl. Det er trods alt et 50 år gammelt kloaksystem. Den estimerede pris for at få renoveret kloakkerne er: – 30.000.000 kr. Tredive millioner!!! Kommunens svar er, at det gør man ikke noget ved, da det ikke er et krav fra Vejdirektoratet!

Hvor efterlader det os? Med en grusom stor betaling forude og med en væsentlig forøgelse af det årlige kontingent. Hvilken betydning får det for os? Det vil uden for al tvivl gøre vores huse vanskeligere at sælge og vil helt sikkert medføre et værditab.

PS: Dette er ikke et læserbrev, men et opråb til jer om at følge op på sagen. Der er trods alt flere tusinde parcelhusejere, der er i klemme.

Tranbjerg, den 25. oktober

Grundejerforeningen Vængerne
Birgitte Pedersen, formand
Henrik Henriksen, bestyrelsesmedlem

Tak for sidste fest og vær velkommen til den næste: 50 års jubilumsfest

Det kan være svært at forstå, hvor hurtigt tiden løber. Og svært at forstå, at vi inden længe er inde i julemåneden med alt det, den bringer med sig.

Ikke mindst forekommer det mig at være meget længe siden, vi i Vængerne afholdt den seneste sommerfest. Det var lørdag den 13. august, hvor især børn, men bestemt også voksne, nød de forskellige aktiviteter og hyggede sig med hinanden i det dejlige solskinsvejr. I festudvalg og i bestyrelsen siger vi endnu en gang tak for opbakningen.

Og netop festudvalget, bestående af Mick, Jesper, Lennart og Birgitte, er godt i gang med planlægningen til Jubilæumsfesten lørdag den 12. august 2023 i anledning af Grundejerforeningens 50 års jubilæum. Vi kan på nuværende tidspunkt love jer, at vi har flere aktiviteter på bedding til børnene, men vi har sandelig også planlagt aktiviteter for de voksne.

Teltet på 270 kvm. med gulv samt borde og stole er allerede bestilt. Det samme er hoppeborge og udstyr til at lave slush ice og popcorn. Spejderne er med os igen, og i skrivende stund arbejder vi på en aktivitet mere primært til børnene.

SKRIV ALLEREDE NU DEN LØRDAG 12. AUGUST 2023 IND I KALENDEREN!

Også drikkevarer til hele dagen og aftenen har vi tænkt på. Vi påtænker bl.a. at mixe forskellige drinks. Der kommer en barvogn med flere fadøls- og sodavandshaner, ligesom det bliver muligt at købe andre drikkevarer samt snacks.  Om aftenen spiser vi sammen. Vi skal ha’ nogle lækre salater og brød samt naturligvis kød – fra grill. Og nyde lidt underholdning. Endelig har vi også bestilt en toiletvogn, – for hvad der kommer indenbords, skal også ud igen.

Slutteligt kan jeg fortælle, at vi har allieret os med en journalist, der i øvrigt bor her i Vængerne, om at skrive en lille publikation om Vængernes historie. Ved 25 års jubilæet i 1998 blev der også skrevet et blad. Derfor vil vi denne gang mestendels forholde os til de seneste år samt ikke mindst til nutiden. Om ikke længe kontakter vi – Jørgen Dahlgaard, næstformand og sekretær samt undertegnede – sammen med journalisten nogle af jer for at be’ om et interview, men mere om dette og alt andet senere.

Primo juni udsender vi en decideret invitation med information om tilmelding og naturligvis også med information om aktiviteter, underholdning, mad, drikkevarer og pris.

Lidt tidligt måske, men alligevel – tak for i år, en glædelig jul og et godt 2023.

Birgitte Pedersen, formand
Grundejerforeningen Vængerne

En stor tak til medlemmerne

På bestyrelsens vegne vil jeg hermed gerne takke for den tillid, der blev os udvist på den ekstraordinære generalforsamling. Det var et meget overbevisende udtryk for tillid, at ud af ca. 95 deltagere stemte kun tre imod tillid til bestyrelsen, mens to undlod at stemme. Dertil kommer, at 53 husstande havde indsendt fuldmagt, hvori de udtrykte tillid til bestyrelsen.

Vi er glade for generalforsamlingens forståelse og accept af suspenderingen af Steen Boye samt for opbakningen til vort ønske om ”ordentlighed” i kommunikation og samarbejde.

Det har på det følelsesmæssige plan været nogle hårde måneder, der har tæret på kræfterne og humøret. Men med opbakningen fra generalforsamlingen i ryggen er energien vendt tilbage. Så tak for det!

Vi ser nu fremad og er klar til at løse de opgaver, der ligger og venter på os.

På bestyrelsens vegne
Birgitte Pedersen, formand, formand@vaengerne.dk. 19. september 2019

Se også referatet fra den ekstraordinære generalforsamling.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling 2019

Grundejerforeningen Vængerne:
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 5. september 2019 kl. 19.00 i Sognegården, Kirketorvet 2

Som tidligere meddelt via elektronisk nyhedsbrev og opslag på hjemmesiden besluttede bestyrelsen (bestående af nedennævnte) på ordinært bestyrelsesmøde 4. juni 2019 at suspendere Steen Boye pga. af hans injurierende og ærekrænkende udfald mod kassereren, nærmere bestemt hans påstande om kassererens misbrug af Vængernes midler til private formål. Da Steen Boye efter et par ugers betænkningstid ikke ville trække sig frivilligt, besluttede vi på et ekstra bestyrelsesmøde 18. juni at suspendere ham fra bestyrelsesarbejdet.

Efterfølgende har Steen Boye været på husbesøg rundt om i Vængerne og har angiveligt her gengivet disse krænkende påstande, samtidig med han har anmodet om en underskrift.

Flere, der har været opsøgt af Steen Boye, har kontaktet bl.a. undertegnede for at fortælle om hans diverse ytringer. Hvad de færreste underskrivere nok har været bevidste om er, at de ved samme lejlighed har skrevet under på ”mistillid til bestyrelsen”.

I løbet af ferien har bestyrelsen konfereret og herefter besluttet på ordinært bestyrelsesmøde 6. august at indkalde til ekstraordinær generalforsamling 5. september for at redegøre for baggrunden for suspenderingen af Steen Boye.

Vi er både meget berørte og meget pikerede over at skulle lægge ryg til Steens Boyes beskyldninger og har derfor brug for at få en tillidserklæring fra foreningens medlemmer. Vi arbejder frivilligt og sætter en ære i at udføre et godt stykke arbejde for foreningen, og vi kan under ingen omstændigheder bære sådanne beskyldninger og insinuationer. Derfor er vi fast besluttede på at træde kollektivt tilbage, såfremt generalforsamlingen ikke bakker op om vort hidtidige arbejde.

Dagsorden:

  1. Velkomst v. formanden
  2. Valg af dirigent
  3. Bestyrelsens redegørelse for baggrunden for den ekstraordinære generalforsamling
  4. Generalforsamlingen udtrykker tillid til bestyrelsen bestående af Birgitte Pedersen, Giuseppe Coco, Jørgen Dahlgaard, Kurt Skytte, Jens Erik Posselt og Aase Laursen samt de to suppleanter Helle Dinesen og Lisbeth Wiederhofer.
  5. Generalforsamlingen billiger, at bestyrelsen (bestående af ovennævnte) har suspenderet Steen Boye på grund af dennes handlinger og adfærd og godkender dermed hans udtræden af bestyrelsen

På vegne af bestyrelsen
Birgitte Pedersen, formand 
Tranbjerg, den 15. august 2019
(mail: formand@vaengerne.dk)

Hent eller se indkaldelsen som printervenlig pdf

Meddelelse fra bestyrelsen i GF Vængerne

En aktuel status vedr. en personsag i bestyrelsen

Som tidligere meddelt via udsendt elektronisk nyhedsbrev og opslag på hjemmesiden var det med beklagelse, at bestyrelsen på ordinært møde 4. juni opfordrede Steen Boye til frivilligt at forlade bestyrelsen. Efter betænkningstid meldte Steen den 17. juni tilbage, at han ikke ønskede at gå frivilligt. Derfor besluttede bestyrelsen på møde den 18. juni at ”suspendere” Steen.

Samtlige bestyrelsesmedlemmer motiverede hver især denne beslutning over for Steen. De væsentligste begrundelser var Steens manglende samarbejdsevner, hans stejle, stædige holdninger og ikke mindst hans beskyldninger om, at kassereren ”har taget af kassen til private formål”. En så uhyrlig og urigtig påstand, der sammen med de øvrige klagepunkter gjorde det umuligt for os andre at fortsætte bestyrelsessamarbejdet med ham.

Denne uhyrlige og urigtige påstand, der burde være en ikke-sag, er nu blæst op til en sag – eller måske rettere blæst op til at være SAGEN. Vi har i bestyrelsen erfaret, at Steen Boye går på husbesøg og fortæller, at kassereren har brugt af Vængernes midler til at betale for flisearbejde ”til private formål”.

I bestyrelsen tager vi skarpt afstand fra denne udlægning, som er Steens helt egen udgave af virkeligheden. Undertegnede har på vegne af bestyrelsen skriftligt anbefalet Steen hurtigst muligt at stoppe denne chikane, som er stærkt ærekrænkende og injurierende.

Vi øvrige seks bestyrelsesmedlemmer samt de to suppleanter har ikke ønsket denne ”ikke-sag” gjort til genstand for større debat, end den kan bære. Derfor har vi tænkt – og også skrevet til Steen – at vi vil redegøre for bestyrelsens holdning på førstkommende generalforsamling. Vi kan imidlertid blive tvunget til at træffe anden afgørelse, idet vi også erfarer, at Steen ved sine husbesøg indsamler underskrifter, angiveligt med henblik på ekstraordinær generalforsamling.

Flere medlemmer af Grundejerforeningen har opsøgt undertegnede og fortalt om Steens fremfærd samt om, at de har været usikre på, hvad de egentlig bliver bedt om at underskrive, fordi der ikke foreligger noget på skrift. Nogle skriver trods dét under, mens andre ikke gør. Vi håber, at de, der endnu ikke har haft besøg, vil tænke over situationen og huske på, at en sag altid har mindst to sider. Samt tænke over, hvorfor mon Steen står helt alene med sin udgave af virkeligheden.

De seks nuværende bestyrelsesmedlemmer samt de to suppleanter fortsætter gerne arbejdet, men i fald der er flertal for Steens udgave, træder vi tilbage i samlet flok.

På bestyrelsens vegne
Birgitte Pedersen, formand
Tranbjerg, 18. juli 2019

Ny kontaktperson vedr. de grønne områder

Ny kontaktperson vedr. de grønne områder, stier og veje er:
Jens Erik Posselt, Jegstrupvænget 229. E-mail: ansvar2@vaengerne.dk

Baggrunden er en ændring i bestyrelsen:
På det ordinære bestyrelsesmøde 4. juni opfordrede bestyrelsen Steen Boye til at trække sig fra bestyrelsesarbejdet. Årsagen til dette skyldes Steens måde at samarbejde og kommunikere på samt i manglende tillid til hans person. Steen udbad sig betænkningstid.

Den 17. juni meddelte han formanden, at han ikke ønskede at følge vores opfordring, hvorefter en enig bestyrelse på et ekstra bestyrelsesmøde 18. juni besluttede at suspendere ham indtil førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen beklager, at det var nødvendigt at foretage dette skridt.

I konsekvens af ovenstående besluttede bestyrelsen på samme møde at omkonstituere sig, således at Jens Erik Posselt, Jegstrupvænget 229. E-mail: ansvar2@vaengerne.dk med omgående virkning overtager hele det grønne område samt veje, stier og fortove.

På bestyrelsens vegne
Birgitte Pedersen, formand