Henvendelse til Aarhus Stiftstidende

Att: Redaktionen, Aarhus Stiftstidende
Vi, dvs. Grundejerforeningen Vængerne, er i lighed med andre 900 veje af Århus Kommune blevet pålagt at tage ejerskab over veje, stier og kloakker i vores område, – en såkaldt ”harmonisering”. Grundejerforeningen dækker Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget i Tranbjerg med tilsammen 535 parceller.

Samtlige parceller modtog den 31. januar i år fra Århus Kommune en tilstandsrapport over vores veje, stier og kloakker. En rapport med en konklusion, som vi bestemt ikke er enig i. Derfor indkaldte vi fluks til en ekstraordinær generalforsamling. Her besluttede en enig forsamling at give bestyrelsen bemyndigelse til at entrere med et uvildigt firma til afdækning af vejenes, fortovenes og kloakkernes aktuelle tilstand.

Valget faldt på Rambøll, der udfærdigede en rapport i samarbejde med underleverandører. Denne sendte vi inden høringsfristens udløb til Århus Kommune. Rapporten var fyldestgørende, hvilket kommunens ikke kan siges at være, men vi fik ingen respons. Derfor forsøgte vi gentagne gange at få sagsbehandleren i tale for at udbede os et møde. Da det endelig lykkedes, blev ønsket om et møde afslået. Dette, syntes vi, var ganske urimeligt. I frustration sendte vi en E-mail til rådmand og direktør for MTM. Fire timer senere svarede sagsbehandleren os med tilbud om et møde.

Mødet, hvori også Rambøll deltog, med tre kommunale embedsmænd bekræftede blot vores frygt. De var meget lidt lydhøre, især i forhold til kloaksystemet. Nu må vi så afvente kommunens endelige tilstandsrapport og derefter forholde os til denne. Men vi gruer for den!

Vores konklusion: Kommunen overleverer kommunens veje til private, – udelukkende for at spare penge. Heldigvis har vi så en grundejerforening. Stakkels de grundejere, som står alene med det store problem. Kommunen giver 5 års garanti på veje og kloakker, og netop kloakkerne har vi haft kamerainspektion på. Derfor ved vi, at en del kloaksamlinger er forskudte, så vejene på sigt bliver undermineret ved større regnskyl. Det er trods alt et 50 år gammelt kloaksystem. Den estimerede pris for at få renoveret kloakkerne er: – 30.000.000 kr. Tredive millioner!!! Kommunens svar er, at det gør man ikke noget ved, da det ikke er et krav fra Vejdirektoratet!

Hvor efterlader det os? Med en grusom stor betaling forude og med en væsentlig forøgelse af det årlige kontingent. Hvilken betydning får det for os? Det vil uden for al tvivl gøre vores huse vanskeligere at sælge og vil helt sikkert medføre et værditab.

PS: Dette er ikke et læserbrev, men et opråb til jer om at følge op på sagen. Der er trods alt flere tusinde parcelhusejere, der er i klemme.

Tranbjerg, den 25. oktober

Grundejerforeningen Vængerne
Birgitte Pedersen, formand
Henrik Henriksen, bestyrelsesmedlem

Privatisering af veje – nyhedsbrev 4-02-24

Privatisering af veje
– ekstraordinær generalforsamling

Tirsdag den 27. februar 2024, kl. 19.00 i Sognegården

Onsdag den 1. februar fandt mange af os et brev i E-boks fra Aarhus Kommune. I det kunne vi læse, at nu er det alvor med den såkaldte “harmonisering” af nogle af de kommunale veje, herunder på Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget.

I april 2019 fik mange af os, der bor i GF Vængernes område, tilsendt et varsel om, at ovennævnte ville ske, og det sker så nu. 

I onsdags modtog også jeg i min egenskab af at være formand for GF Vængerne samme meddelelse, dog tillagt en oversigt over de veje, der nu forberedes til at blive “harmoniseret” = “privatiseret”.

Derfor tog jeg straks fat i min bestyrelse for at aftale et bestyrelsesmøde samt en dato for en ekstraordinær generalforsamling, som vi vil afholde tirsdag den 27. februar kl. 19.00 i Sognegården.

På bestyrelsesmødet vil vi forholde os til, hvordan processen skal være, – vi har jo kun 8 uger, der er fristen for at skrive et høringssvar. Planen er, at bestyrelsen inden generalforsamlingen har skrevet en kladde til et høringssvar, som vi så vil forelægge jer her til drøftelse og forhåbentlig også beslutning.

Jer, der har boet her i de sidste 4-5 år, har hørt bestyrelsen flere gange fortælle, at vi er heldige, at vi har en grundejerforening, idet det gør høringssvarprocessen noget nemmere, end hvis vi ikke havde haft en sådan.

I har også hørt bestyrelsen fortælle, at vi er i kontakt med Ejerlauget, der er den grundejerforening, der organiserer den øverste vej på hhv. Jegstrupvænget og Skovgårdsvænget. Desværre er det endnu ikke lykkedes at komme i dialog med Fjernvarmeværket, men det, forventer jeg, vil ske snarest.

Hvorfor er det så vigtigt at være i kontakt med ovennævnte? Jo, det er det, fordi stamvejen Jegstrupvænget også er bl.a. de veje, der påtænkes at blive gjort private. Og den deler vi som bekendt med netop Ejerlauget og Fjernvarmeværket.

I beretninger gennem de seneste år har vi i bestyrelsen fortalt, at det ville blive nødvendigt med et fælles vejlaug, omfattende stamvejen Jegstrupvænget. Som det er jer bekendt, har vi jo i de 50 år, Grundejerforeningen har eksisteret, selv haft et vejlaug, der tager sig af vores private veje. Dette skal naturligvis også fremadrettet gælde de kommende private veje.

Selvfølgelig er alle, der er omfattet af “harmoniseringen”, gerne skrive og indsende jeres eget høringssvar. Hvordan man gør det, beskrives i brevet fra kommunen. Men i bestyrelsen foretrækker vi nu, at vi gør det i fælles flok og som Grundejerforeningen Vængerne.

Denne meddelelse er først og fremmest henvendt til de, der er berørt af beslutningen om privatisering, men alle er selvfølgelig velkomne til at deltage i den ekstraordinære generalforsamling eller i øvrigt give jeres besyv med.

Venligst skriv tirsdag den 27. februar ind i kalenderen.

Med venlig hilsen
Birgitte Pedersen, formand
på vegne af bestyrelsen

40 km-t samt nye vejbump i Vængerne

Nb: Teksten er tidligere bragt på Facebook den 22-10 på vegne af Fællesrådet, men da der er tale om et ret omfattende vejarbejde, sender vi også ud via Vængernes nyhedsbrev:

Så er det alvor: Store dele af Tranbjerg bliver til hastighedszoner med en maksimalhastighed på 40 km/t. Og Aarhus Kommune mener det alvorligt. Der bliver lavet en hel del nye fartbump af forskellig art rundt omkring i byen sådan, at man sikrer en passende lav hastighed for alle biler og lastbiler. Faktisk er det lettere at nævne Tingskov Alle og Grønløkke Alle som de to større veje, hvor der ikke kommer fartbump. Og ej heller på Landevejen! Anlægsarbejdet med at lave de nye bump begynder nu og laves af firmaet NCC, oplyser Trafik og Veje.

Når arbejdet er færdigt skulle Tranbjerg gerne være en langt mere sikker og rar by at færdes i – især for cykellister og fodgængere. Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, beskrev det sådan sidst i juni måned:

»Mange borgere føler, at hastigheden er for høj især i boligkvarterer, og de er utrygge ved at lade deres børn færdes i områderne. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi nu i samarbejde med flere fællesråd kan sætte projekter i gang i 12 steder i kommunen, hvor der skabes øget tryghed og mulighed for aktiviteter i gaderummene. Det er mit håb, at vi ikke stopper her, men finder endnu flere områder, hvor vi med fordel kan sænke hastigheden«.

Her må det så nævnes, at Tranbjerg Fællesråd, ikke er blevet inddraget i selve udformningen af projektet. Vi har dog gentagne gange udtrykt vores støtte til planerne om hastighedszoner med 40 km/t. Og vi glæder os meget til, at det bliver færdigt.

Og i oktober 2019 opfordrede vi bl.a. i Tranbjerg Tidende borgerne til at indsende deres holdning til 40 km-zoner. Uden at vi kan kalde det en gyldig afstemning, så var der et klart flertal for hastighedszoner. Mange henvendelser til Fællesrådet igennem tiden, har da også handlet om, at der bliver kørt for stærkt i byen og at det er farligt at krydse vejene m.m. Og så sent som i tirsdags var der en som offentliggjorde en video på Facebook af noget der lignede vandvidskørsel på Skovgårdsvænget.

Der kommer fx bump i Skovgårdsvænget, Jegstrupvænget, Kirkevænget, Østerby Alle, Nørrevænget, Børupvej og Hovedgaden. Orholt Alle og Torve Alle får de såkaldte pukkelbump.

På dette store oversigtskort kan du se de enkelte projekter, hvis du zoomer ind. Projekterne er markeret med rød farve.
Du kan desuden hente en pakket-fil med 26 tegninger af de enkelte projekter via denne side: http://www.tranbjerg.dk/40-km-t-og-nye-vejbump-i-tranbjerg/

På vegne af GF Vængerne og Tranbjerg Fællesråd, Jørgen Dahlgaard

Info om snerydning

Det skal du gøre som grundejer:

Alle har pligt til at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på fortov og sti ud for deres ejendom. Det skal ske lige fra morgenstunden. Husk desuden at rydde omkring affaldsbeholdere og postkasser.
Ligger din grund langs en privat fællesvej, skal du også rydde sne og bekæmpe is på kørebanen.

Grundejerforeningen hjælper med snerydningen af de private veje:

Grundejerforeningen har en aftale om snerydning af de private fællesveje, hvis der falder mere end ca. 10-15 cm sne. Denne snerydning fratager dog ikke den enkelte grundejers forpligtigelse, men skal kun betragtes som en hjælp!
Det er stadigvæk grundejeren, der har ansvaret for renholdelse og snerydning af fortov og vej. (Nederst på siden finder du kort med oversigt over de private veje.)

Holder din bil i vejen for sneploven?

En sneplov fylder meget på vores små veje og det kan være svært for ploven at komme forbi en parkeret bil. Så tænk lige over, hvordan du parkerer, især hvis der er udsigt til sne. Vi oplever jævnligt, at en vej ikke kan ryddes, fordi en enkelt bil holder i vejen! Og lad være ved at parkere ud for en sti.
Og tænk dig om, inden du kører ud eller ind, når der er sne!

Snerydning af stierne i Vængerne

Grundejerforeningen har lavet denne aftale: Stierne i fællesarealet imellem Skovgårdsvænget og Jegstrupvænget, ryddes og gruses/saltes på hverdage inden kl. 7.30. Desuden bliver der også ryddet i weekenden inden kl. 8.
Mange af de korte stier i Vængerne ryddes ikke for sne, da vi af erfaring ved, at de ikke benyttes, når der er sne.
I Jegstrupvænget bliver der ikke ryddet på stien mellem nr. 75-81, 189-195, 209-211, 315-321, 337-343, 491-497, 511-517 og 531-537.
I Skovgårdsvænget bliver der ikke ryddet på stien mellem nr. 74-80, 284-290 og 456-462.

Mere information

Husk at du kan påføres erstatningsansvar ved uheld eller ulykker, som sker, fordi du ikke har overholdt din pligt til at bekæmpe glatføre. Kommunen fører som vejmyndighed tilsyn med, at grundejere opfylder deres forpligtelser. I tilfælde af mangler kan Kommunen lade snerydning og lignende ske for ejers regning. Se også Aarhus Kommunens info her. Og se tegninger med eksempler.

De private fællesveje i vores område er vist med mørkeblå farve på kortet. Kommunens veje og stier er vist med magenta og grøn farve.

Asfaltarbejde i Skovgårdsvænget

Opdatering 22-9: Kommunen oplyser nu at arbejdet med ny asfalt i Skovgårdsvænget (se kortet) begynder mandag den 23. september. Man er kommet lidt bagefter pga. mange regnvejrsdage i starten af måneden. Der er allerede skiftet en del brønddæksler, regnvandsriste og kantsten. Strækningen, hvor fjernvarmen graver p.t., kommer til at vente.

Det forlyder nu fra kommunen, at stamvejene i vores område skal have nyt slidlag i september måned (se kortet nederst). Hvis asfaltfirmaets (Colas) planlægning holder, vil der blive foretaget forberedende arbejder i uge 36 og selve slidlagsarbejdet vil blive udført i uge 38 (16.-20. september). Man har allerede været igang med at skifte / udbedre nogle af rendestensbrøndene.

Kort med de berørte veje jf.. Teknik og Miljø
De berørte veje er markeret rødt. Lige nu ser det ud til, at skrækningen markeret med blåt, hvor fjernvarmen skal til at grave, måske kommer til at vente til de nye fjernvarmerør med stikledninger er lagt ned.