Nyhedbrev juli 2021

Kom til indvielse af den nye legeplads

Lørdag den 7. august, kl. 12.00-15.00 ved legepladsen.


Nyt fra de grønne drenge (grønne områder)

Med start i uge 28 begynder firmaet Steen Hansen (gartneren) at klippe hæk og bevoksning langs foreningens stier. Han er desværre blevet lidt forsinket, da vi har lagt beslag på hans arbejdskraft og tid, da han overtog entreprisen på at rydde op efter en anden entreprenør, som bl.a. skulle omlægge de gamle legepladser i efteråret 2020.

Til det vil vi sige, at Steen Hansen har gjort et fantastisk stykke arbejde efter vores mening. Han er næsten færdig med at alle de opgaver han fik, herunder nedlæggelse af tidligere legepladser og omlægning af parkeringsområderne ved rækkehusene i JV. Han mangler p.t. kun enkelte ting i Skovgårdsvænget.

Herudover er entreprenør Martin Ketcher gået i gang med flisestien ved børnehaven og her har de lagt dræn ned, da vi ofte døjer med vand omkring regnvandsafløbet. Efter sommerferien fortsætter de med flisestierne længere nede i vængerne – bl.a. stien øst for kælkebakken.
Herunder kan du fotos fra en legeplads:

Nedlagt legeplads. Der er sået græs og nogle steder blomster. Foto: Henrik Hensrik.

Husk nu at klippe din hæk ind

Alt det grønne gror stærkt i år og mange steder er der ikke længere plads til at komme forbi med en barnevogn eller en cykel. Det er særlig galt ud mod stamvejen i Jegstrupvænget. Husk at du som grundejer har pligt til at klippe ind! Se også kommunens hjemmeside.

Klipning/beskæring – krav til afstande og frihøjde. Tegning: Aarhus Kommune.

Støj fra Landevejen – hvad kan vi gøre?

Som førnævnt har en gruppe af grundejere i Kirkevænget lavet en stor underskrifts-indsamling for at gøre opmærksom på behovet for dæmpning af trafikstøjen fra Landevejen. Desværre er mange i Jegstrupvænget også plaget af trafikstøjen og man kan med fordel arbejde for en fælles løsning. Vi kan evt. nedsætte en fælles arbejdsgruppe for at følge op?

Send en mail, hvis du vil bakke op
Hvis du er interesseret i at deltage og/eller bare støtte arbejdet, må du meget gerne sende en mail til sekretaer@vaengerne.dk med navn og kontaktoplysninger. Du vil så få besked om det videre forløb.


Nyt vængeblad og referat fra generalforsamlingen

Et nyt vængeblad lander i din postkasse omkring den 20. juli bl.a. med referatet fra generalforsamlingen i juni måned.


Bestyrelsen er nu fuldtallig og består af Birgitte Pedersen, Kurt Skytte, Jørgen Dahlgaard, Guiseppe Coco, Henrik P. Henriksen, Jesper Rasmussen, Svend Aage Christensen samt suppleanterne Mick G. Rasmussen og Daniella Doktor. Nb: Suppleanterne deltager i bestyrelsesarbejdet.

Rigtig god sommer til alle!
Vængerne skal være et godt sted at bo.